Alle skal have en blog. De er så hotte lige nu. Derfor skriver jeg også på det indiske net. Herunder er tekster, som jeg i dette nu synes er relevante for et eller andet.

Wednesday, May 16, 2007

Rysensteen, round II

Jeg har danset en lille jig. Det kommer der en lille video med. Det er fordi jeg er en glad mand. Det kommer der et billede af.

I dag fik jeg nemlig at vide, at den 3g klasse jeg har undervist, ikke skal op i mundtlig matematik. Alle håbede at det ville gå således, men ingen turde tro på det. Undtagen skolens ledelse som har vidst det i månedsvis, fortæller man mig.

Eventyret begyndte i januar, hvor jeg overtog 3x fra en lærer, der hellere ville pensioneres, end at arbejde én dag mere. Tak for det, siger jeg - det gav undertegnede penge på kontoen. Det var der brug for, kan jeg fortælle.

En lille detalje var, at klassen ikke var nået igennem voldsomt meget af det pensum, de skulle. Så det blev en tour de force igennem de klassiske gymnasieemner: differentialligninger, vektorer i 2D, vektorer i 3D, parameterfremstillinger og et valgfrit emne.

Klassen var på fra start - efter en lille peptalk - og gik til makronerne med krum ryg. Nu er krumryggede teenagere et sørgeligt syn, så det bad jeg dem lade være med. I øvrigt var det mine makroner. Lede ungdomssvin. Enkelte lod være med at spise mine makroner, og de fleste kunne også mønstre en ret ryg.

I begyndelsen gik det pænt stærkt. Jeg ignorerede dog de blanke blikke, og tonsede igennem pensum. Skabelonen for mine timer var inspireret af universitetets differentiering mellem forelæsninger og regnetimer. Altså 1½ times forelæsning, 1½ times regnetimer afvekslende. Det går nemlig stærkt, og at bruge lidt tid var en vigtig faktor. Mit sats var, at vi på et tidspunkt kunne køre igennem noget af det igen.

Til terminsprøven stod det lysende klart, at klassen havde blatante mangler i store dele af pensum. Snittet blev på under 6 i den gamle skala. Noget måtte gøres, og som den superhelt jeg er (inden i), valgte jeg at gøre det. Og det der skulle gøres var at give eleverne ekstraundervisning. Som en anden Michelle Pfeipfpfer i Dangerous Minds, lod jeg eleverne snuse til frihed og storhed. I form af at komme ind på KU to gange om ugen - tirsdag og fredag fra 16-19.

Tillad mig lige at gentage en af dagene: fredag 16-19. Og 3x kom sgu. Det var megaimponerende, synes jeg. Klassen blev bedre til at regne. Faktisk tror og håber jeg på, at de kommer til at klare sig udemærket til den forestående skriftlige eksamen. Det har krævet en masse ekstraarbejde fra både eleverne og undertegnede, men når folk lægger et stort arbejde, bliver jeg sgu rørt. Hurra for ungdomssvinene.

Det eneste vi frygtede var den mundtlige eksamen. Dels fordi jeg aldrig har ført et hold til eksamen og dels fordi vi simpelthen ikke havde tid til at eleverne kunne øve sig på det. Men nogen eller noget (nej, nogen ;) holdt hånden over os, og heldigvis skal de kun til eksamen i alle mulige andre fag.

Udover at det har været lærerigt, er jeg taknemmelig for, at det lige blev 3x. Det er søde mennesker, og det viste sig, at virkelig mange af dem var i stand til at lægge et stykke reelt arbejde i at lære. Det kan ikke være nogen dårlig ting ude i Den Virkelige Verden (som formentlig ikke findes, men mere om det en anden gang), eller hvis nogen skulle have lyst til at læse videre. Så hurra for jer. Jeg har moret mig. Håber I også har lært noget.

Nu er der kun tomrum tilbage. Jeg vil sidde på KU hver tirsdag 16-19 og fredag 16-19 og stirre tomt ud i luften. Hvad skulle jeg ellers?

Nårh jo, jeg kunne jo eventuelt lave alle de lektier jeg mangler. Og så var der vist det der rollespil, jeg skulle lave. Og... Og. Argh.